EU Kommissionen har igangsat et projekt om opbygningen af et system til verifikation af miljøeffektive teknologier. Projektet forventes at munde ud i et formelt forslag fra Kommissionen om opbyggelsen af et sådan system - "Environmental Technology Verification system" (ETV).
Initiativet er en del af EU's miljøhandlingsplan for fremme af miljøteknologi (ETAP). Et verifikationssystem har til formål at validere teknologileverandørers produktinformationer. Dette skal være med til at mindske den usikkerhed, der ofte kan være forbundet med anvendelsen af nye teknologier og således bidrage til, at nye teknologier får bedre markedsvilkår og kommer hurtigere i anvendelse. På den måde kan systemet være med til at sikre en hurtigere implementering af egnede teknologier til at løse nogle af de miljøproblemer, som vi står overfor.
ETV ordningen forventes at omfatte test og verifikation af teknologier til monitorering (f.eks. teknologier til overvågning af vandkvaliteten), teknologier som kan nedbringe forurening af vand og luft (inkl. teknologier som kan nedbringe udledningen af drivhusgasser), teknologier til produktion af vedvarende energi og til genbrug samt energi- og
miljøeffektive teknologier.
Her finder du Kommissionens baggrundspapir og Kommissionens ETAP nyhedsbrev
I Danmark har 4 teknologiske service virksomheder: DHI, Teknologisk Institut, FORCE Technology og AgroTech, i samarbejde og med støtte fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling oprettet DANETV, der er et Dansk center for miljøteknologiverifikation. DANETV er startet i efteråret 2008.
Centeret vil styrke den danske teknologiindustri ved at give industrien let adgang til uafhængig dokumentation for, at deres ny miljøteknologier virker. DANETV ønsker samtidig at være en kvalificeret samarbejdspartner i test og demonstration af miljøeffektive teknologier. Frem til udgangen af 2009 skal centret opbygge arbejdsmetoder og faciliteter til at teste teknologier og produkter til reduktion af klimapåvirkning og klimaeffekter.