Tilbage til information om ordningen
Vil du søge om tilskud til miljøeffektiv teknologi, så skal du udfylde og indsende et ansøgningsskema. Husk at læse vejledningen, som er bagerst i skemaet.
Herunder er desuden samlet en række typiske spørgsmål og svar.
Må man skrive sin ansøgning på engelsk?
Man må gerne skrive hovedparten af sin ansøgning på engelsk (projektbeskrivelse, aktivitets- og tidsplan og bilag). Hovedoplysninger og budget skal skrives på dansk. Ansøgninger på engelsk skal også indeholde et dansk resume med vægt på formål, afgrænsning og hovedresultater. Det danske resumé bør indsættes umiddelbart efter hovedoplysningerne i ansøgningen.
Hvad gør man, hvis man ikke har et godkendt årsregnskab ?
Hvis det er fordi, firmaet er nyt, og derfor ikke har nået at aflægge regnskab, så skal der vedlægges anden dokumentation for, at firmaet er solvent og kan forventes fortsat at eksistere, når projektet skal afsluttes og afrapporteres.
Hvis det er fordi, årsregnskabet er under godkendelse, skal man vedlægge sidste års godkendte regnskab og eftersende det nye regnskab, når det er endelig godkendt og underskrevet.
Får man en kvittering, når ansøgningen er indsendt ?
Hvis man indsender en ansøgning pr. e-mail, får man automatisk et standard svar retur pr. e-mail indenfor kort tid. Hvis man har modtaget sådan en standard-kvitteringsmail kan man regne med, at ansøgningen er modtaget i Miljøstyrelsen. Tre til fem hverdage efter ansøgningsfristen sender Miljøstyrelsen en kvitteringsskrivelse pr. e-mail. I skrivelsen står der, hvornår man kan forvente at få svar på sin ansøgning. Sagsbehandlingstiden er typisk 8 – 10 uger.
Må man sende en ansøgning ind efter ansøgningsfristens udløb ?
Ansøgninger der modtages efter ansøgningsfristens udløb får afslag. Så send altid ansøgningen i god tid inden fristens udløb.
Skal projekterne beskæftige sig med helt ny teknologi? eller kan man videreudvikle på allerede kendt teknologi ?
Projekterne skal som udgangspunkt have teknologisk nyhedsværdi, men afhængig af den konkrete situation, kan der i en del tilfælde være tilstrækkelig nyhedsværdi i fx:
a) en videreudvikling af kendte løsninger,
b) kobling af kendte teknologier på en ny måde/til nye formål og
c) tilpasning af teknologi, der giver billigere løsninger end dem, der er i anvendelse
Skal man have/er det en fordel at have en samarbejdspartner?
Det er ikke noget krav, at man har en samarbejdspartner. Men det kan i en del tilfælde give et bedre projektresultatet at inddrage kompetencer fra andre parter, som hovedansøgeren ikke selv råder over. Derfor vil samarbejde på tværs af virksomheder, vidensinstitutioner og aftagere af teknologi ofte blive bedømt positivt.
Skal Miljøstyrelsen inddrages i aftaler om IPR-rettigheder ?
Miljøstyrelsen skal ikke inddrages i udformning af aftaler om IPR-rettigheder. Tilskudsmodtageren er ansvarlig for at indgå aftaler med samarbejdspartere og underleverandører, således, at der er klarhed om roller og bidrag til projektet samt omkring evt. rettigheder til projektresultater m.v. Se bl.a. standardvilkår § 1, pkt. 4 og 5, § 2 pkt. 4 samt § 8. Standardvilkår finder du her
Tilbage til information om ordningen