Ifølge EU-kommissionens opgørelser udgør EU ca. en tredjedel af det 4.100 mia. kr. store verdensmarked for miljøeffektiv teknologi. USA udgør lidt mere, mens Japan udgør ca. 1/6.
Væksten i lande som Kina og Indien og landenes øgede miljøfokus gør, at der er et markant stigende marked for miljøeffektiv teknologi i disse lande. Og Brasilien og Rusland forventes også at blive betydelige markeder.
Alene på energiområdet er der på globalt plan behov for investeringer på godt 3.500 mia. kr. om året i perioden frem til 2010. Det vurderer det internationale energiagentur. Inden for vindmøller, hvor Danmark har en andel af verdensmarkedet på 35-40 %, er der forventninger om en mangedobling af den globale kapacitet frem mod 2030.
Verdensmarkedet for miljøeffektiv teknologi på vandområdet vokser også. Det samme gælder behovet for teknologier, der kan mindske luftforurening og teknologier, der kan reducere tabet af næringsstoffer fra husdyrproduktion.
Kort sagt: Den globale efterspørgsel efter teknologier og systemer, som kan reducere miljøpåvirkningen, er i stærk vækst.
Danmark er på en række områder med i front. Mindst 60.000 medarbejdere arbejder i danske virksomheder, som lever af at producere miljøløsninger, og vi eksporterer miljøeffektiv teknologi for mere end 45 mia. kr.
Danmark gør det med andre ord rigtigt godt, når det handler om at fremme miljøeffektiv teknologi. Men andre lande som f.eks. Kina, USA og Japan satser også massivt på at udvikle og markedsføre miljøeffektive teknologier.
Den danske handlingsplan for fremme af miljøeffektiv teknologi skal bidrage til, at Danmark fortsat udvikler sin position på verdensmarkedet.